33 år nede ad vejen

33 år (eller som den ældste siger, 8) nede ad vejen.
Jeg er efterhånden ved at komme i de “livskloges” klub. Klubben for dem, der har oplevet en masse, har skulle tage mange beslutninger (måske især de sværre) og har skulle arbejde for alting.

Jeg har ikke nødvendigvis oplevet en masse, men jeg har taget mange sværre beslutninger, og jeg har skulle arbejde hårdt for alt hvad jeg har opnået indtil videre.

Jeg er endelig i at stadie i mit liv, hvor jeg føler at jeg kan begynde at slappe lidt af. Hvor jeg ikke skal kæmpe hele tiden, for min plads i samfundet, arbejdspladsen eller i det hele taget. Jeg er mere afklaret med, hvem jeg er, hvad jeg kan og hvem jeg gør det med.

Dette, ikke mindst, fordi jeg på arbejdet har opnået en position, hvor jeg har meget viden, og føler mig sikker på min stilling. Det er ikke en følelse, jeg har haft før.
Jeg kan se formålet med mit arbejde. Jeg kan se, at den retning og de beslutninger jeg har taget tidligere, har båret frugt, og har taget mig ned ad den vej, som jeg sigtede efter.

Men jeg hviler ikke endnu. Jeg har allerede sat mig det næste mål, som jeg arbejde hen imod. Det er et relativt kortsigtet mål (skal ske i løbet af dette år) så jeg mangler i virkeligheden et mål fem år ude i fremtiden.
Eller, det vil sige. Egentlig mangler jeg kun et mål for, hvilken stilling eller profession jeg har om fem år. Mine personlige mål har jeg styr på.

Hvordna min vej kommer til at se ud, hvor jeg ender, er lige nu et stort spørgsmålstegn. Men i og med, at jeg har opnået den sikkerhed jeg har nu, har jeg også mulighed for at finde ud af det, hen ad vejen. Og det er faktisk ikke så ringe endda 🙂