Færdig med Windows Phone?

For nyligt faldt jeg pladask for den nyeste Lumia 950, efter at have set en præsentationsvideo på nettet.
Der var ikke grænser for, hvor sej jeg synes den var. Jeg var endda tæt på at købe den som pre-purchase.

I dag er jeg rigtig glad for, at jeg ikke fik gjort det. Nu har jeg nemlig holdt den i hånden.

Jeg har kun meget få basale krav til en telefon, udover funktionaliteter såsom at kunne ringe, skrive en SMS i ny og næ, gå på nettet osv. Designmæssigt skal den også være pæn og føles rigtig.
Og Lumia 950 får et flueben i alle felter, undtagen “føles rigtig”. Den føles direkte som en joke!

Det er mange år siden, at jeg har haft en telefon i hånden som føltes som plastik. Men det gør Lumia 950.
Den er “for let” i forhold til at skulle føles som kvalitet, og overfladen føles for skrøbelig. Man kan måske være lidt grov og sige, at den ikke føles som en Lumia, underforstået, at det sidste af Nokia nu er væk.

For hvem kan ikke huske jokes om, at kæmpe huller i Jorden skyldes at nogen har tabt sin Nokia? Og jeg har selv tabt mine Nokia telefoner alt for mange gange. Og samtlige af dem har været skræmmende ligeglade. De har fået ridser, skræmmer og så videre – Men indmaden har fungeret!

Selv min Lumia 925, nu over to år gammel, har efter omkring 10 ture hen ad gulve, fortov, beton og fliser stadig masser af “umf” i sig..
Den er dog nogle områder, hvor telefonen ikke helt kan som i starten. F.eks. kan den pludselig miste al forbindelse til telefonnettet uden at vise det, den kan være op til to minutter om at logge på telenetværket, GPS er nogle gange direkte til grin og nogle gange kan den få en stueplante til at se hurtig ud.

Og derfor kommer vi tilbage til overskriften: “Færdig med Windows Phone?”
For samtidig har jeg fået smag for, hvad andre OS kan tilbyde, da jeg har fået en iPhone som arbejdstelefon. For her virker tingene altså bare. Der er alle de app’s jeg mangler i hverdagen, og dem jeg allerede har, der er iOS versionen bare kvantespring foran.
Dermed ikke sagt, at jeg vil have en iPhone – Det kunne jeg nok aldrig finde på. For selvom tingene spiller, og de fleste app’s er rigtig godt lavet, så bryder jeg mig ikke om selve OS’et. Det er ikke intuitivt for mig.

Det er Android derimod, min tidligere holdeplads. Jeg har været noget nær Android-preacher inden jeg besluttede mig for at forsøge mig med Windows Phone.
Men nu er der gået over to år, og der er ærligt talt ikke sket nok. Der er flere app’s, ja, de er af bedre kvalitet, ja. Men selve OS’et er bare for meget bagud.
Det ser så lækkert ud, og det mener jeg stadig. Jeg elsker måden de vil have det til at virke på. Alt er der. Men jeg synes ikke, at det sker nok. Det går for langsomt!

Derudover har jeg flere gange oplevet, at app udbydere trækker deres app tilbage, pga. manglende tilslutning til platformen. I virkeligheden lidt af en “catch 22” når nu der næppe kommer større tilslutning, hvis der ikke kommer flere kvalitets-app’s..

Så summa-sumarum, så er jeg ved alvorligt at overveje at gå tilbage til Android. Nu skal jeg så bare have fundet den rigtige telefon… Og det er ikke så nemt, for der er et kæmpe udvalg. Ikke som med Windows Phone – Der er Lumia-serien, og… Ingenting.