Tiden lige nu er, for mig, præget meget af uvished.
Jeg har det sidste års tid, haft en kraftig forværring af tilstanden i mine knæ, og over sommeren blev jeg så tilpas irriteret over det, at jeg gik til lægen.

Der er nu gået knap fem måneder, siden jeg først bad om at få set på det.
I første omgang, blev der bare taget nogle røntgen billeder af knæene.
I fald der overhovedet kunne ses noget på dem, skulle det enten være leddegigt, eller slidgigt – Eller en deformitet af en art.
I begge gigt tilfælde, skulle det være meget fremskredet, for at det kunne blive set.
De viste da heller ikke noget. Men det betyder jo ikke, at jeg ikke har ondt!

Næste forslag fra lægen, var en blodprøve. Der ville hun lede efter stofskifte problemer, eller leddegigt.
Igen, viste alle prøver at være som de skulle være. Igen, så fjerner det jo ikke mine smerter.

Seneste tiltag er, at jeg blev henvist til en reumatolog – En specialist i gigtsygdomme og lignende.
Og det er her det hele bliver ambivalent for mig. For på den ene side, vil jeg gerne bare have at han siger “Du har slidgigt, tillykke med det.” På den anden side, vil jeg helst afvises i døren, med den besked, at jeg bare skal… Ja, NOGET.
Men nej. Manden laver en henvisning til en MR scanning, fordi kun på den måde, vil man kunne se slidgidt i et tidligt stadie. Altså, bortset fra en kikkertundersøgelse (som gør herre nas!)

Nu venter jeg så på den henvisning. Og tænker på, om jeg så har slidgigt.
Hvis jeg har, jamen så har jeg da diagnosen. Men man kan intet stille op med slidgigt. Bare finde sig i det, passe på kroppen, og vente på at det bliver værre.
Hvis jeg ikke har slidgigt, så skal jeg igennem endnu mere, for at finde ud af, hvad det så er.

Uanset udfaldet, gider jeg det ikke. Uanset udfaldet, er det jævnt nedern.

På den lyse side af livet, har mine små piger virkelig taget til i deres udvikling.
Amy blomstrer i børnehaven, og bliver staidg mere og mere social. Det har længe været noget vi har holdt meget øje med.
Men vi tog vist den rigtige beslutning, da vi lod hende starte i børnehaven.
Nu synger hun hele tiden, er blevet møg uartig, og snakker som et vandfald.
Hun kan næsten hele alfabetet, kan stave til Amy, Aida, Far og Mor. Ja, og til navnet på mit arbejde: H&M 😀 – Og hun kan også skrive de fleste af ordene

Aida går nu rigtig flot. Hun er også blevet en bisse, og driller hele tiden Amy. Jeg kan allerede nu, godt forestille mig nogle gedigne diskussioner, de to imellem.

Deres temperament, er helt enormt. Hvis jeg multiplicerer det op til når de bliver teenagere, forudser jeg sjove løjer!
Men hver ting til sin tid – Lige nu nyder jeg bare, at have to dejlige piger, så må teenage problematikker osv. blive liggende 😀

Om 15 dage er der valg, og hurra for det. Jeg har på nuværende tidspunkt INTET begreb om, hvem jeg gider stemme på, eller OM jeg gider stemme.
Nej, stemme skal man vel (?) – Men tro på, at jeg gider sætte mig ind i, hvad alle 50-100 kandidater går ind for?
Hørte om et parti i København (Sunshinepartiet), hvis vigtigste punkt er, at man kun skal betale for én (1) zone i Hovedstads-området, hvis man kun rejser i én (1) zone.
‘amen for fa’n – Kan alle stille op? Og gør det det nemmere, for os der ikke magter/gider/orker/har-tid/you-name-you-excuse at sætte os ind i sagerne?
Med garanti Sunshinepartiet får mange stemmer, ene og alene fordi folk ikke gider sætte sig ordenligt ind i sagerne.
Minder mig om den gang Jacob Haugaard stillede op, med Nuetella i feltrationerne, og medvind på cykelstierne på programmet – Og kom i folketinget… Skandale…
Det bevidner i virkeligheden, at mange danskere er fuldstændig ligeglade.

Bottomline, jeg finder det forvirrende, og har faktisk ikke lyst til at sætte mig ind i det. Omvendt, føler jeg at jeg har en pligt til at gøre det.
Tough one! :\

Ciao

0 kommentar

You may also like

Wordpress creates cookies. I assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. Accept Read More